Kontaktperson

Vi beder skolen oplyse en kontaktperson på skolen. Dette kan med fordel være den samme, som er kontaktperson for spørgeskemaundersøgelsen. Al videre kommunikation omkring skolens deltagelse går derefter gennem denne person.

Kontaktpersonens opgaver

Kontaktpersonen skal sammen med forskningsgruppen aftale en uge i løbet af februar/marts, hvor skolen kan deltage i undersøgelsen om fysisk aktivitet. Kontaktpersonen skal forinden sikre sig, at det er muligt for alle 5., 7. og 9. klasser at afsætte 45 minutter til instruktion i starten af undersøgelsesugen.

Forskningsgruppen leverer en skrivelse til ForældreIntra med information om bevægelsesundersøgelsen, og kontaktpersonen sørger for at lægge den på de deltagendes klassers ForældreIntra.

Oplysninger fra skolen

Vi vil bede skolen om klasselister med navne på alle elever i de deltagende klasser.

Påsætning af bevægelsesmålere

I begyndelsen af den uge, hvor dataindsamlingen påbegyndes, besøger to personer fra forskningsgruppen skolen. De vil her bruge cirka en lektion (45 minutter) i hver klasse på at give grundig information om projektet samt udlevere og hjælpe eleverne med at påsætte bevægelsesmåleren. Dette vil ske under forhold, hvor drenge og piger er adskilte, og som generelt tager hensyn til, at måleren skal placeres på låret. En uge efter kommer forskningsgruppen igen på besøg og indsamler målerne.

I løbet af den uge, hvor skolens elever går med bevægelsesmåleren, skal de også besvare spørgeskemaet.

Hvad måler vi på eleverne?

Vi skal måle, hvor meget danske skolebørn bevæger sig i dagligdagen. Vi placerer derfor ved hjælp af et elastisk bælte en bevægelsesmåler af mærket Axivity AX3 på det ene lår. Bevægelsessmåleren registrerer bevægelse i lighed med en avanceret skridttæller, og kan ikke bruges til andet end at måle bevægelse. Eleverne skal i den pågældende uge hverken bevæge sig mere eller mindre, end de plejer.

Indersiden af lårbæltet er belagt med silikone, som forhindrer, at bæltet falder ned ved leg, løb og andre aktiviteter. Lårbæltet skal derfor være placeret direkte på huden. Bælterne er produceret af OEKO-TEX ® certificerede materialer, hvilket betyder, at de lever op til en standard, som er strammere end lovgivningen vedrørende indhold af sundhedsskadelige stoffer.

Eleverne informeres grundigt om brugen af bevægelsesmåler og lårbæltet af forskningsgruppen, når de besøger skolen. Samme information modtager forældrene gennem ForældreIntra og gennem skriftligt materiale, som udleveres til eleverne i klassen.

Frivillig og fortrolig deltagelse

Deltagelse i undersøgelsen om fysisk aktivitet er naturligvis frivillig for den enkelte elev, og de oplyses ligeledes om, at deres data behandles strengt fortroligt. To til tre uger før undersøgelsen på skolen vil forældre modtage grundig information om undersøgelsen via ForældreIntra. Her vil det også være muligt for forældre at afmelde deres barn, hvis de ikke ønsker, at barnet skal deltage i undersøgelsen sammen med resten af klassen. Forskningsgruppen leverer skrivelsen til ForældreIntra til skolens kontaktperson, som sikrer, at denne lægges på de deltagendes klassers ForældreIntra.

På selve dagen, hvor forskningsgruppen besøger skolen for at påsætte bevægelsesmålerne, gives grundig mundtlig og skriftlig information i klassen, herunder at deltagelse er frivillig, og at den enkelte elev til enhver tid kan vælge ikke at deltage i undersøgelsen. Elever giver deres samtykke til at deltage ved deres underskrift. Elev og forældre kan til enhver tid, også undervejs i forløbet, vælge, at de ikke ønsker at deltage.

Indsamlede data bliver behandlet strengt fortroligt og benyttes kun til forskningsformål. Som en del af den efterfølgende forskning kobles data indsamlet via bevægelsesmålerne sammen med elevernes spørgeskemadata. Forskerne vil herunder ikke have adgang til personlig identifikation, fx CPR-nummer og elevnavn. Den enkelte elev kan ikke selv aflæse på bevægelsesmåleren, hvor meget han eller hun bevæger sig, og vil heller ikke modtage sine egne resultater efterfølgende – det er ikke en konkurrence om at bevæge sig mest. Vi oplyser aldrig hvilke skoler, der deltager, og vi oplyser aldrig noget om enkeltstående elever. Data behandles i henhold til persondataloven og undersøgelsen anmeldes til Datatilsynet.

Kontakt

For eventuel yderligere information kontakt forskningsgruppen ved Mette Rasmussen (mera@sdu.dk) eller Mette Toftager (mto@sdu.dk)